Tid, tid, tid. Det er hele grundlaget for projektet med Råd til Dyr. Efter endnu et hastigt år, har det været vores største udfordring. Vi er her for dyrene og Jer som ejere. Vi oplever at Råd til Dyr rammen giver mulighed for at vi sammen skaber livsglæde og mening for alle. Mange forskellige modeller er gennem året bevidst afprøvet med større og mindre held.
Det vi nu finder mest ro i, er at fokusere og give fri. Det er godt nok svært, men vores dejlige, trofaste klienter er heldigvis med på projektet. Der skal være tid og råd til dyrene, men også tid til os, for på den måde bliver det en god oplevelse for alle. Vores åbningstid er nu 7 til 18, og derudover altid vagt, døgnet rundt, for egne klienter til det akutte, uopsættelige problem.
I år prøvede vi ”Sommeråbent” i juli med åbningstid til kl 12. Derudover tillod vi os selv at holde lukket i 10 dage. Mønsteret vil vi gentage i de kommende år og måske yderligere introducere lukkedage.
Hver enkelt konsultation kræver fokus og er unik. Derfor fastholder vi tidsbestilling. Men ikke alle konsultationer kræver lige lang tid. Nogle ligger lige til højrebenet, og skal bare have et hurtigt stik, andre har brug for mere dybdegående undersøgelse. Det kan ikke vides på forhånd hvor lang tid der skal bruges. Så der afsættes altid fuld tid. Det giver somme tider spildtid, som økonomer ville mene skulle bruges mere fornuftigt. Nogle ville foreslå overbookning, som løsning. Men det er vigtigt for os, at tiden respekteres i respekt for klienternes tid. Derfor tilstræber vi altid at kunne tage imod til den aftalte tid. Og det er faktisk lykkedes rigtigt godt, hele året igennem, med meget lidt ventetid til følge. Når det en sjælden gang er gået galt, har det været pga. akut opstået behov for behandling, af svært tilskadekomne dyr.
År 4 er i gang, og nu har vi endeligt gjort noget så både dyr og mennesker, tørskoet kan komme ind i klinikken. En parkeringsplads er etableret op mod huset, med lys og fliser. Grusvejen er som den er, med sine sædvanlige udfordringer, men i år kom der ny asfalt på fra hovedvejen og ind. Det er nu ikke vores skyld, men derfor kan man da godt være glad.
Tak til alle der kommer her. Vi er meget glade for I fortsat vil støtte vores lille projekt med at alle skal have råd til et kæledyr. Vi sætter stor pris på at vi i fællesskab kan få det til at lykkes.
Vores mission har hele tiden været at have tid til den enkelte og samtidigt sikre en lav pris. Det er lykkedes, nu i to år. Og vi har fået rigtigt travlt. Så travlt, at vi nu skal overveje, hvordan vi kommer videre. Mange økonomisk kloge har foreslået at sætte konsultationstiden ned eller hæve prisen. Men vi holder stædigt fast ved den samme pris og den samme tid til hver. Det er selve grundlaget for Råd til Dyr. Kapaciteten må vi løse på anden vis.
Vi har det sidste år søgt efter nye Dyrlæger, der kan hjælpe med at udvide. Vi har været heldige, at rigtig mange gerne vil være med, men vi har også haft skrappe krav til de enkelte. Vi vil hellere vente, end at risikere at tage dem, der ikke er klar, eller tage de forkerte med om bord. For det er vigtigt for os, at grundlaget forbliver det samme, og hensynet til dyret er i fokus.
Det betyder, at vi først og fremmest ser på dyret. Derefter på de muligheder, der er inden for rammerne og endelig på, hvad der er nødvendigt inden for de rammer, vi skaber. Vores valg er derfor aldrig at følge en på forhånd fastlagt protokol, tværtimod. Hvert dyr er unikt og fortjener en unik vurdering. Det er vi stolte af at tilbyde. Når vi en sjælden gang møder et problem, der kræver lidt mere, end vi kan tilbyde, er vi stolte af vores samarbejdspartnere, som tilbyder alle de relevante eksperter på hvert deres lille nørdede område. På den måde sikrer vi, at alle får den helt rigtige ekspertbehandling, men kun når der er behov for eksperterne, så midlerne anvendes rigtigt.
Vi er rigtigt glade for, at Ulla sagde ja til at være vores sommervikar. Ulla fik hurtigt styr på systemerne og viste sig at være den helt rigtige i Råd til Dyr sammenhæng. Det betød, at Camilla og Jesper kunne holde to gange 1 uges ferie. Egentlig var planen at rejse ud i verden og besøge nye områder, som vi kunne støtte. Men Corona viruset, Covid 19, fik sat en stopper for det. I stedet valgte vi at donere igen til Tacugama i Sierra Leone. Den beslutning tog vi tidligt, da pandemien så ud til at volde problemer rigtigt mange steder, og Tacugama havde brug for at sikre forsyninger til de kære Chimpanser.
År tre er så småt i gang, og her på grusvejen, med huller og vandpytter, gør vi alt, hvad vi kan, for at sikre adgangen og tilgængeligheden er på plads. Tak for alle jer, der tager turen hertil, fra både nær og fjern, med godt humør, varme og omsorg og gør, at vi kan få lov at fortsætte med at være der for dyrene.
Vi glæder os til alt det, der kommer.
Råd til Dyr støtter projekter rundt i verden, som har bred samfundsgavnlig effekt
inden for naturbevarelse og understøttelse af den vilde fauna. I år er støtten gået
til Tacugama i Sierra Leone, der sammen med befolkningen efter mange års
borgerkrig har forstået at fred og turisme er løsningen på lokale problemer.
Fundamentet for Råd til Dyr er udover at tilbyde prisbevidst basal dyrlægehjælp til almindelige kæledyr i
Danmark, også at støtte projekter der fremmer forståelsen for naturen i alle dele af verden. En del af
overskuddet fra klinikken går derfor hvert år til et projekt der i særlig grad gør mere for mange end meget
for få. I år er støtten gået til Tacugama i Sierra Leone. Sierra Leone, der betyder ”løve bjergene”, er et
fantastisk land i Afrika. Efter flere års borgerkrig, der sluttede i 2002 med frie demokratiske valg, har
landet udviklet sig positivt og er nu på vej til at blive et eksempel på hvordan et land kan rive sig fri og se
fremad i fælles forståelse og fremdrift.
Råd til Dyr besøgte landet i begyndelsen af juli. Det er samtidigt begyndelsen på regntiden, men det
gjorde nu ikke oplevelsen dårligere, for i regnskoven regner det, og der er næsten altid fugtigt.
Tacugama ligger en halv times kørsel fra Freetown, der er hovedstad i Sierra Leone med ca. 1,1 mio
indbyggere[1], og er derfor med sin placering let at nå for alle og har samtidigt et kendskab meget bredt
blandt befolkningen. Projekterne i Tacugama er lette for befolkningen at relatere sig til og forstå fordi de
rammer lige ind i de lokales dagligdag.
Bala og Sharmilla Amarasekaran, der grundlagde Tacugama Sanctuary, havde oprindeligt selv to
chimpanser boende. Bruno og Julie, der skreg når de var i bur og derfor havde mulighed for frit at vandre
rundt i huset og haven. Dagligt blev Bala kontaktet af naboer der ville have betaling for ødelagte
ejendele, grøntsager, planter og andet som de to chimpanser havde muntret sig med. En dag blev Bala
kontaktet da Bruno og Julie havde bygget en rede i et af træerne og samlet alle de hunde de kunne i de
omkringliggende haver og veje og placeret dem alle i reden i træet. Herfra var der så både chimpanse
hyl og skrål samt en hunde gøen over hele området. Det var derfor en stor dag, da Tacugama kunne
åbne i 1995. I dag bor der ca. 90 chimpanser i parken.
Jesper, som er Dyrlæge i Råd til Dyr, besøgte Freetown og parken flere gange i årene fra 2000 til 2004.
Udviklingen til i dag, 15 år senere, hvor vi igen besøgte projektet er tydeligt. Dengang var det for at rede
chimpanserne, i dag er det for at rede naturen, helt generelt. Og det kan ske fordi Chimpanserne er der
og er med til at udbrede kendskabet via lokal undervisning og et tilbud til turisterne om forståelse for
naturen. Tacugama har i dag projekter hvor forskellige afgrøder bliver plantet struktureret så de lokale
kan se hvordan dyrkning kan foregå med omtanke og med sikkerhed hvilken flora der faktisk kan gro og
give udbytte. Der er undervisning i byerne hvor skoler støttes med bøger og midler fra Tacugama. En
dæmning i nærheden forsyner de lokale områder med rent drikkevand og minder samtidigt befolkningen
om at skoven skal bevares. Og de lokale undervises i hvordan skoven kan være et bæredygtigt
fundament for udvikling, forudsat at der ikke produceres trækul, foretages krybskytteri, fældes træer der
udover at være levested for mange arter også udgør en betydelig sikkerhed mod jordskred. Sidstnævnte
oplevede befolkningen i 2017 da et kæmpe jordskred dræbte 1.000 og ødelagde hjem for mange flere i
udkanten af Freetown.
Råd til Dyr tilbragte 3 døgn i skoven, i et af de små eco lodges der er mulige at leje i Tacugama. Her var
det muligt at følge chimpanserne og skovens rytme døgnet rundt. Udover larmen fra chimpanserne og
de mange lyde fra skoven, døgnet rundt, gav det også et unikt indblik i hvor vigtig skoven er, for os alle
sammen. Vi fulgte patruljerne rundt i skoven og var med i søgen på vilde dyr, ulovlige fælder, krybskytter,
ulovlig træfældning og ikke mindst generel kontrol i skoven. Patruljerne, der altid består af mindst to
personer, er udstyret med GPS og optage udstyr. Da flere ikke kan læse, er der lavet specielle apps til
de telefonlignende enheder. I appen kan patruljen klikke på det se ser, så det efterfølgende kan
registreres hvad der fundet i skoven. Det kan være alt fra patronhylstre og andre tegn på ulovlig aktivitet,
som fodspor fra mennesker, afskårne grene fra machetter til billeder af dyr der er observeret undervejs.
Patruljerne foregår i raskt tempo rundt i skoven. Ifølge patruljerne på stier, der nu efter vores mening ofte
var meget vanskellig at identificere, da det ofte var gennem decideret krat og uden struktur. Hen over
vandløb, forbi vandfald, op og ned ad klippestykker, over og under væltede træer og ind gennem krat
hvor slanger og dyr hastigt forsvandt foran os. En oplevelse ud over det sædvanlige med en
dybdegående forståelse for hvorfor regnskoven er vigtig for os alle, og hvor lidt der skal til for at
ødelægge økosystemet her.
I Tacugama så vi de fem karantæne områder som chimpanserne skal igennem, inden de er endelig
rehabiliteret og klar til at komme ud i den største indhegning, som er egentlig skov. Første stop er
sundhedsundersøgelse og tilvænning. Næste er observation og for chimpanserne at se andre
chimpanser. Tredje stop inkluderer at være sammen og samarbejde med andre chimpanser og lære at
svinge sig fra gren til gren med sikkerhed. Fjerde stop er en mindre skov hvor de selv skal finde føde,
samarbejde, kravle i mindre træer og lære at finde ly for regn. I femte område er skoven med høje træer,
vilde bær og frit abe liv. Her ses kun de chimpanser der tilfældigt kom forbi den dag og fik en håndfuld
jordnødder, mens de fleste klarer sig selv. Dyrepasserne noterer dagligt hvilke chimpanser der kommer
forbi og hvordan deres sundhedstilstand er, så der kan gribes ind, hvis uheldet skulle ske.
Råd til Dyr har et ønske om at deltage internationalt i arbejde for dyrene, og forskning i Wild-Life, betyder
så meget for os at vi fortsætter fremadrettet. I år har projektet været Chimpanserne i Sierra Leone.
Måske fortsætter vi ad denne vej, måske bliver projektet vi vil støtte mere jordnært i Danmark eller
måske et helt tredje sted. Men vi vil være med til at gøre en forskel, med vores beskedne bidrag til miljø
og vildt fauna.
Har du interesse i at besøge Sierra Leone, kan det varmt anbefales. Tacugama står gerne til rådighed
for at arrangere lokalt og vi her i Råd til Dyr bidrager gerne med tips og kontakter til hvordan det hele kan
sammensættes så både den afrikanske virkelighed og naturen opleves fuldt ud.
[1] CIA factbook https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/sl.html
Der var engang en dyrlæge, langt ude på landet, ad små snørklede veje og til sidst en lille stejl grusvej
med huller. Sådan kunne eventyret have startet for os, og det gjorde det måske også. For vi fik en idé til
at lave en dyrlæge klinik, ikke kun med lave priser, men også samtidigt rigtig god tid til den enkelte.
Ideen er, helt simpelt at kæledyret er i centrum, uden stress og jag, med tid til at se den enkeltes
bevægelser, problemstilling og sygdomsbillede. Hvor alle behandlinger, også tandrensning og kastration
af katte, laves af en Dyrlæge. Og samtidigt se kæledyr der er glade for at komme til Dyrlæge.
Det er lykkedes for os, ved at holde os på jorden. Det har ikke været og er ikke en strategi for os at tjene
mest muligt på den enkelte. Derimod er vores ønske at tilbyde basis behandling og omsorg for den
enkelte med livskvalitet i fokus. Bedøvelse kommer man ikke udenom, når et dyr skal behandles og
indgriben i form af kirurgi eller tandbehandling er nødvendigt. Så selvfølgelig har vi udstyret klart, hvis
noget skulle gå galt. Heldigvis står iltapparat og de nødvendige mediciner til genoplivning stadig urørt
hen. Vi checker det ind imellem, så vi ved det er klart, og glæder os hver gang over at se den livredende
medicin når udløbsdatoen, inden det er brugt.
I klinikken er det et bevidst fravalg at have røntgen, scanning og blodprøve udstyr. Ligesom den
almindelige praktiserende læge henviser avanceret scanning og røntgen til de større hospitaler, så gør vi
også. Er der behov for blodprøve, er kæledyret ofte så sygt at en henvisning tjener det bedst. Vi har den
holdning fordi vi erkender at det er urealistisk at være ekspert i almen sygdom, tænder, røntgen, blod,
scanning, cancer, knogler, reproduktion og bløddelskirurgi samtidigt. Vi holder os ved jorden og tager de
almindelige sygdomsbilleder først. Ved behov henviser vi til de hospitaler der er bedst indenfor det
nødvendige felt. En gammel underviser på Landbohøjskolen i København sagde at ”hører du hove i
gårdspladsen, så er det nok ikke en zebra, men en hest”.
I løbet af året har vi lavet små justeringer undervejs.
Vi har fundet det rigtige foder som er sundt, godt, solidt og til en rimelig pris. Det findes i to varianter –
den almindelige som vi kan kalde konventionelle og den lidt mere luksus prægede, der hedder Holistic.
Foderet er en succes og er taget rigtigt godt imod. Det bliver vi ved med og bygger i øvrigt et lager op, så
vi kan svare hurtigere.
Vi har forsøgt os med en telefontid fra 7 til 9, men må sande at dyrene ikke altid respekterer tiden og at
vi i øvrigt heller ikke selv kan være ved telefonen hele tiden, specielt ikke hvis der er andre opgaver i
gang. Vi ”multi-tasker” ikke. Egentlig telefontid dropper vi derfor, og forsøger i stedet at svare retur på
telefon opkald, så snart som muligt. Det gør vi, når vi kan se opkaldet er ubesvaret på telefonen, så
ringer vi tilbage i stedet.
Vores ønske om at deltage internationalt i arbejde for dyrene, og i forskning i Wild-Life, betyder så meget
for os, at det fortsætter vi også med. I år har projektet været Chimpanserne i Sierra Leone. Måske
fortsætter vi ad denne vej, måske bliver projektet vi vil støtte mere jordnært i Danmark eller måske et helt
tredje sted. Men vi vil være med til at gøre en forskel, med vores beskedne bidrag til miljø og vildt fauna.
Det første år er ved at være gået og vi er stolte og glade for at se vores idé bliver taget godt mod. Tusind
tak for jeres opbakning, med at gøre det muligt.