Tid, tid, tid. Det er hele grundlaget for projektet med Råd til Dyr. Efter endnu et hastigt år, har det været vores største udfordring. Vi er her for dyrene og Jer som ejere. Vi oplever at Råd til Dyr rammen giver mulighed for at vi sammen skaber livsglæde og mening for alle. Mange forskellige modeller er gennem året bevidst afprøvet med større og mindre held.
Det vi nu finder mest ro i, er at fokusere og give fri. Det er godt nok svært, men vores dejlige, trofaste klienter er heldigvis med på projektet. Der skal være tid og råd til dyrene, men også tid til os, for på den måde bliver det en god oplevelse for alle. Vores åbningstid er nu 7 til 18, og derudover altid vagt, døgnet rundt, for egne klienter til det akutte, uopsættelige problem.
I år prøvede vi ”Sommeråbent” i juli med åbningstid til kl 12. Derudover tillod vi os selv at holde lukket i 10 dage. Mønsteret vil vi gentage i de kommende år og måske yderligere introducere lukkedage.
Hver enkelt konsultation kræver fokus og er unik. Derfor fastholder vi tidsbestilling. Men ikke alle konsultationer kræver lige lang tid. Nogle ligger lige til højrebenet, og skal bare have et hurtigt stik, andre har brug for mere dybdegående undersøgelse. Det kan ikke vides på forhånd hvor lang tid der skal bruges. Så der afsættes altid fuld tid. Det giver somme tider spildtid, som økonomer ville mene skulle bruges mere fornuftigt. Nogle ville foreslå overbookning, som løsning. Men det er vigtigt for os, at tiden respekteres i respekt for klienternes tid. Derfor tilstræber vi altid at kunne tage imod til den aftalte tid. Og det er faktisk lykkedes rigtigt godt, hele året igennem, med meget lidt ventetid til følge. Når det en sjælden gang er gået galt, har det været pga. akut opstået behov for behandling, af svært tilskadekomne dyr.
År 4 er i gang, og nu har vi endeligt gjort noget så både dyr og mennesker, tørskoet kan komme ind i klinikken. En parkeringsplads er etableret op mod huset, med lys og fliser. Grusvejen er som den er, med sine sædvanlige udfordringer, men i år kom der ny asfalt på fra hovedvejen og ind. Det er nu ikke vores skyld, men derfor kan man da godt være glad.
Tak til alle der kommer her. Vi er meget glade for I fortsat vil støtte vores lille projekt med at alle skal have råd til et kæledyr. Vi sætter stor pris på at vi i fællesskab kan få det til at lykkes.